OM havneræs
Havneræs er for alle!
Deltagere er unge og gamle, nye og erfarne roere. Alle deltagere, som nyder at ro om vinteren, fastholde træningsniveau og holde kontakt til medlemmerne i klubben. Vi kalder det et ”ræs”, for selvfølgelig gælder det om at komme først – i den gruppe man nu tilhører – og i forhold til dem, man måler sig med. Så der er altså både mulighed for at teste formen af i forhold til de bedste og/eller bare veninden fra ens egen klub!
Deltagerantallet varierer fra gang til gang, der har været op til 120 deltagere til enkelte løb! Det gælder om at være med og have det sjovt sammen!
Arrangørerne
Horsens Kajakklub 1. søndag i november
Ry Roklub 1. søndag i december
Kano og Kajakklubben Gudenå 1. søndag i januar
Silkeborg kajakklub 1. søndag i februar
Skanderborg kajakklub 1. søndag i marts
Århus klubberne 1. søndag i april
Tilmelding
Tilmelding sker klubvis - klubberne samler deres tilmeldinger og indsender dem til webmasteren i den arrangerende klub.
Tilmelding sker på en standard blanket, som kan hentes i boksen her på sitet.
Løbsklasser
Du kan stille op i de sædvanlige klasser jævnfør tilmeldingsblanketten. Længden på ruterne er 5 eller 10 km for de voksne og en børnerute på 2,5 – 3 km.
Bådnumre
Bådnumre udleveres ved indskrivning. Vær opmærksom på at der anvendes bådnumre som kræver, at der er en nummerholder på kajakken
Sikkerhed og is
Alle klubber i samarbejdet har stort fokus på sikkerheden langs ruten. Ruten lægges altid langs kysten, og der placeres motorbåde på strategisk vigtige steder. Motorbådene sikrer, at også de sidste både i feltet kommer sikkert i havn. Klubberne følger vinterreglementer samt udveksler løbende gode ideer til forbedring af sikkerheden.
Til tider sker det jo, at åen og søerne fryser til om vinteren. Her må deltagerne løbende op til løbsstart holde øje med arrangørernes hjemmeside for eventuelle aflysninger. I videst mulig omfang vil man dog søge at flytte arrangementet til Silkeborg, som generelt har det mest isfrie vand.
Betaling
Betalingen foregår på dagen. Deltagere, som har tilmeldt sig ved at sende tilmeldingsblanketten pr. mail til arrangørens webmaster senest onsdagen før løbet, slipper billigst! Deltagelse koster 50,- kr. Ved tilmelding på selve dagen koster det 75,- kr.
Information
Kom i god tid, læs kajakkerne af og mød til briefingen til kl. 10.00, hvor rute og betingelser for starten bliver gennemgået. Herefter er der god tid til at blive endelig klar til selve løbet.
Løbet
Starten går kl. 11.00, hvor de forskellige klasser sendes af sted med få minutters mellemrum. K2 starter normalt først. Ca. 40 – 45 minutter efter når de første i mål. Tiderne bliver registreret for alle deltagere, og resultaterne vil normalt allerede samme aften eller dagen efter kunne læses på Havneræsenes hjemmeside.
Efter løbet
Deltagerne og tilskuere samles i klubhuset, hvor der sædvanen tro kan købes frokost i form af suppe, boller eller lignede. Kaffe og kage er også et fast indslag på menukortet. Med røde kinder og glade ansigter genopleves løbet og dagens mest dramatiske oplevelser, mens alle venter på dagens sidste indslag.
Præmier
Alle har ved løbene lige stor mulighed for at sikre sig en præmie med hjem. Der udloddes nemlig til deltagere – som har gennemført løbet - et antal præmier på deltagernummeret. Vinderne af de enkelte klasser kører hjem med æren ved måske at have vundet over "ham", som vandt ved sidste Havneræs.